søndag den 12. oktober 2014

Hverdagen sætter ind......

Så fik vi endelig kigget på at skrive på bloggen igen. Den ene dag tager den anden, og med de mange udfordringer som livet i Shanghai ind i mellem har givet, så har det knebet med overskuddet. Men nu er vi tilbage og vi lover at der ikke går lige så lang tid til næste gang!

Hverdag..... 


 Når man river hele sin base op og flytter den 8000 km rundt om jorden, så forlader man samtidig alle de trygge rutiner og hverdagen i Danmark. Det er jo til dels det man gerne vil, og en af grundene til at man vælger at tage et stort spring. Men man begynder også at værdsætte den tryghed og ro det giver at have en hverdag med en vis forudsigelighed. Vi kan ikke ligefrem sige at de seneste måneder har været præget af forudsigelighed! Der er hele tiden nye udfordringer der dukker op og som man jo skal have løst. Helt små ting bliver store. Hvor kører man for eksempel hen med sit ødelagte cykelhjul i Shanghai? Det kan selvfølgelig sagtens lade sig gøre, men det tager jo unægteligt noget mere tid og energi end det ville gøre i ens vante miljø.

 Vi har også haft den første oplevelse med problematikkerne omkring sundheds systemet. Det viste sig jo hurtigt at det ikke var noget problem overhovedet på grund af den fine sundheds ordning IKEA stiller til rådighed. Og klinikken viste sig at være topmoderne og enormt servicemindede. Men den tid der går fra Henriette konstaterede udslæt på både hende selv og Nicolai og indtil vi fandt ud af hvordan systemet fungerede, der når man virkelig at bruge enormt meget mental energi og tid på at spekulere over det.

Nu satser vi så bare på at vi ikke bliver nødt til at skulle håndtere en decideret nødsituation herude. Men man ved jo aldrig. Som sagt så er det overraskende hvor meget man så begynder at nyde at der begynder at tegne sig en vis rutine og hverdag i tingene. Det er noget af det man ind i mellem bander allermest af, men husk at værdsætte den også. Her begynder det så småt at være sådan. Drengene går i skole, Michael på arbejde og Henriette sørger for alt det herhjemme (President of domestic affairs) og finder andet at fylde dagene ud med.

Skolestart

En af de helt store udfordringer for os alle har været drengenes skolestart. Selvom vi har været meget fortrøstningsfulde, har det vist sig at være en endnu større mundfuld end vi regnede med. Det er selvfølgelig svært helt at vide hvad man skal forvente, men det har været en lidt stenet vej. Specielt Nicolai har haft det svært.

Og man kan jo selvfølgelig sagtens sætte sig ind i situationen. Ny meget større skole, 100% nye klassekammerater og alle snakker et nyt sprog. Jeg ville helt sikkert være skræmt! Og det har skabt en del tårer, frustrationer og hårde tider for hele familien. Det gode i hele denne proces er at vi ser ud til at have valgt den helt rigtige skole. De har været enormt hjælpsomme hele vejen, og er jo naturligvis vant til at hjælpe børn igennem den svære start.



 At få muligheden for at gå på en international skole med børn fra 42 forskellige lande, og med fantastisk faciliteter og et enormt højt fagligt niveau ser vi som en kæmpe mulighed at give vores børn. Men det argument preller lidt af på en 8 årig dreng! Vi satser på de vil takke os en dag :-) Det er nu begyndt at gå bedre , og det er virkelig fascinerende at følge deres udvikling på trods af udfordringerne. De klarer sig allerede godt på engelsk og kan følge med i timerne. Selvfølgelig stadig ikke 100% men at komme så langt på 2 måneder er alligevel imponerende.


 Compound livet


At leve i en compound har vist sig at være lidt specielt. Man kommer kørende gennem Shanghai, men når man så kører gennem porten til The Emerald som vores compound hedder er det pludselig en helt anden verden. Så vi kalder det lidt ironisk for Trumans World. Der er livet herinde og så er der resten af Shanghai.

Den helt store positive fordel ved at bo i en compound er at alle er i samme båd. Alle har været nye og derfor enormt åbne  og hjælpsomme. Vi har været så heldige at lande samtidig med en række andre familier. Så vi har hjulpet hinanden, og er godt i gang med at få udvidet vennekredsen med folk fra England og Canada. Men her bor folk fra alle dele af verden. Drengene har fået en god kammerat længere nede af gaden som er fra Brasilien.

Bagsiden af medaljen er at man også hurtigt kan blive ramt af det jeg vil kalde "landsby-syndromet" Der er faste meninger om hvad man kan og ikke kan, og ligesom alle gerne vil hjælpe, vil rigtig mange også gerne hjælpe dig med hvad du skal mene om alt muligt. Man kan også mærke at man møder folk som i praksis selvfølgelig bor i Kina, men dybest set ikke rigtig bor i Kina. Men isolerer sig i compounden og er skræmte af alt det udenfor. Der diskuteres flittigt om man skal spise grøntsager fra det lokale marked, om kinesisk mælk er livsfarligt og hvad med kødet?? Svaret ligger sandsynligvis et sted i midten og vi prøver at danne os vores egne erfaringer med en måske typisk dansk pragmatisk tilgang til tingene.



Vi prøver også at bevæge os uden for compounden, og i den netop overståede oktober-ferie oplevede vi en dejlig uge med godt vejr og ture rundt på vores snart uundværlige scootere. Det er spændende at opleve kinesernes hverdag lidt tættere på

 Upstairs and downstairs

En af de meget anderledes ting ved livet herude er muligheden for at have hjælp i huset. Og det lyder sikkert vildt mærkeligt, men det er faktisk rigtig svært at vænne sig til. Vi har 2 som hjælper os rigtig meget i hverdagen. Mr. Liu vores chauffør som bringer os sikkert rundt i byen, og A Hong som kommer 2 dage om ugen  og ordner huset.

Som skandinav er det grænseoverskridende at have nogen ansat på den måde, og vi har været meget i tvivl om hvordan vi skulle tackle det. Men en kollega fra IKEA satte alligevel et perspektiv på det som vi ikke helt havde overvejet. Vi kommer jo uanset hvordan vi vender og drejer det som priviligerede udlændinge med andre muligheder end langt, langt de fleste kinesere. Og derfor forventer kineserne også at man giver noget tilbage ved at skabe jobs på den måde.

Så nu prøver vi at nyde den mulighed som det alt andet lige er, og forsøger at blive kaldt Michael og Henriette istedet for Boss og Madam. Det er ikke lykkedes endnu :-)

Nye funktioner på bloggen

Vi har udvidet bloggen med lidt nye funktioner. Vi er i den super heldige situation at de første besøgende fra Danmark har meldt deres ankomst, og endnu flere har tilkendegivet at de gerne vil komme herud. Det er vi fantastisk glade for, og for at hjælpe lidt med planlægningen har vi lavet en besøgskalender som i kan se på forsiden. Her vil vi også lægge vores egne ferier og rejser ind.

Samtidig kan dem som synes det kunne være sjovt at følge lidt nyheder fra Shanghai følge et par RSS feeds der også ligger på siden.

Vi lover at der ikke vil gå så lang tid til næste indlæg og vi hører meget gerne fra jer. Også hvis i har nogen specifikke ting i godt kunne tænke jer at høre om. Det er ikke altid nemt at prioritere i emnerne, så feedback og spørgsmål er meget velkomne!