søndag den 15. juni 2014

Beijing og en anden side af Shanghai......

Beijing.....

Efter en uge i Beijing var det en mærkelig fornemmelse for første gang at tænke: Nu bliver det dejligt at komme hjem til Shanghai!
Ugen i Beijing var spændende, men først og fremmest job-mæssigt. Det eneste jeg så var to IKEA varehuse og 2 hoteller. Hotel-oplevelsen var dog meget sjov. Det første som var i nærheden af det nyeste varehus i Beijing som ligger i den sydlige del var meget lokalt. Rent og pænt men meget kinesisk. Ikke mindst morgenmaden.

Minibar Beijing-style


 
Minibaren var også interessant på hotellet. Bemærk det fine udvalg af cup noodles, pølser og en anden nudelret jeg ikke lige kunne gennemskue. De gyldne pakker bagerst er et nydeligt udvalg af undertøj, sokker og legetøj til lege i den lidt mere voksne afdeling! Interessant og ikke noget jeg lige er stødt på nogen andre steder. Og har dog været på nogen hoteller efterhånden..... Som sagt var hotellet fint og flot, så ikke noget at udsætte på det. Og jeg fik også en fornemmelse for hvor stor Beijing er. Området som varehuset ligger i er placeret ved den 6 Ring Road rundt om Beijing. Hvilket betyder at der var knapt 30 km til centrum.










Indgangen til varehuset. Butikscenteret ligger
til venstre.
Varehuset som hedder IKEA Xihongmen er et af de nyeste og åbnede i November sidste år. Det skal ligge sammen med et butikscenter som IKEA også er ved at bygge ved siden af. Det bliver på næsten 200.000 m2 og åbner senere på året. Kæmpe byggeri! Så alt i alt sindsygt spændende rent arbejdsmæssigt.
Men det der samtidig er fedt er at man kan rejse 8000 km til den anden side af jorden og så føles IKEA stadig som IKEA. Man føler sig hjemme med det samme, selvom konteksten selvfølgelig er meget anderledes. Og de værdier som vi driver virksomheden efter kommer til udtryk på en anden måde.

Den sidste nat i Beijing var vi på Radisson Beijing som ligger i den nordlige del af byen i nærheden af det andet varehus i Beijing nemlig Si Yuan Qiao. Det varehus havde flere kunder end de to københavnske huse tilsammen. Og et markedsområde med 7,5 mill indbyggere. Store tal.




En anden side af Shanghai.....

Trofaste læsere vil vide at jeg i sidste weekend brugte noget tid på den lidt ældre del af Shanghai. Den ligger på den side af Huanpu floden som kaldes Puxi. På den modsatte side ligger den nye bydel som kaldes Pudong. Det er den side som indeholder den kendte Shanghai-skyline som jeg også har lagt billeder ud af tidligere.



Shanghai Technology Museum
Denne del af byen er opstået over de sidste tyve år, og føles helt anderledes. Her møder man det moderne Kina, hvor alt er nyt, stort og prangende. Brede veje og alleer og en uendelig række af skyskrabere. Her findes også Shanghai Technology Museum. Jeg besøgte ikke selve museet, men det som trækker rigtig mange turister til er det enorme kopi-marked som ligger i forbindelse med den nærliggende metrostation. Et slaraffenland med alt hvad hjertet kan begære af t-shirts, solbriller, film og jeg ved ikke hvad. Til fantastiske priser. Man skal dog ikke være meget overrasket hvis kvaliteten ikke altid er 100% Så her blev der købt lidt gaver til familien derhjemme, og lidt film som vist ikke er sådan lige at finde på DVD derhjemme ;-)







IFC Mall
Som sagt er Shanghai fyldt med kontraster, og efter at have gået i de smalle gader på Puxi-siden er det en mærkelig oplevelse at bevæge sig rundt i Shanghai´s Financial District hvor storkapitalen virkelig snakker højt. Som for eksempel i IFC Mall som der er billede af her. Alle luksus brands i verden er repræsenteret. Fra Louis Vuitton til Prada til Giorgio Armani. You name it. De er her. Og der er kunder i butikken. Selvom de seneste væksttal for den kinesiske økonomi er lettere stagnerende er det stadig i vækst og der skabes nye millionærer hver eneste dag på Kina´s forunderlige blanding af kommunisme og storkapital. Man møder også mange udlændinge som åbenlyst tjener penge på at bo og arbejde her. Ved siden af IFC ligger Super Brand Mall som er et mere normalt mall med GAP, H&M og alle mulige andre, som er mere tilgængelige for os dødelige. Det er ikke billigt, og koster minimum det samme som i Danmark.




Shanghai Financial District
Så kan man så mærke forskel på Shanghai og Beijing? Det synes jeg faktisk. Selvom jeg som sagt ikke fik snuset meget til Beijing. Men man kan føle ret tydeligt at Shanghai er stedet hvor storkapitalen trives. Porten til vesten og samhandel, mens Beijing åbenlyst er der hvor centralstyret befinder sig. Kineserne siger selv at alle kan få job i Shanghai hvis man arbejder hårdt nok, mens at få job i Beijing kræver kontakter. Oven i det er Shanghai også blevet udbygget på en smartere måde. Infrastrukturen fungerer simpelthen bedre. Trafikken i Beijing er helt tosset. Og der er nu så mange biler i Beijing at man har været nødt til at indføre begrænsninger på bilkørslen. Så nu må man kun køre hver anden dag, og det bestemmes af ens nummerplade hvad dag man må køre. Det har resulteret i at endnu flere har købt to biler! Og metroen er de fleste dage fuldstændig overfyldt. Så det er ikke uden problemer at få et så stort land til at vokse.


Den kommende uge skal bruges i Shanghai på kontoret for at prøve at lære mit team endnu bedre at kende, og så skulle jeg meget gerne få endelig styr på vores kommende bolig. Husk at alle kommentarer og input er meget velkomne!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar